Bankrøveri: Røver anholdt på få minutter


Arkivfoto


HOBRO: Tirsdag eftermiddag kl. 13.12 i dag indløb der til 1-1-2 anmeldelse om et væbnet røveri mod Danske Bank på Adelgade i Hobro. En gerningsmand truede sig til et ukendt udbytte fra bankens kasse.

Gerningsmanden flygtede fra banken i en brugsstjålet bil, og flere politipatruljer blev hurtigt dirigeret til stedet hvor man fik kontakt til røverens bil. Efter en kort eftersættelse af køretøjet lykkedes det for politiets patruljer at bringe dette til standsning, hvorefter den formodede gerningsmand blev anholdt af betjentene.

”Borgerne kan være rolige. Vi har pågrebet den formodede bankrøver, og vi styr på situationen,” siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi, der dog gør opmærksom på, at der stadig befinder sig et større politiopbud i og omkring Hobro.

”Det skyldes, at vi i øjeblikket er i gang med en større efterforskning: Vi skal afhøre vidner, og vi skal foretage forskellige tekniske undersøgelser, blandt andet en undersøgelse af selve gerningsstedet,” forklarer Anders Uhrskov.

Politiet forventer, at der vil befinde sig en del politi i og omkring Hobro resten af dagen.