Arkivfoto
Som nogle af de første er to mænd med tilknytning til banden Loyal To Familia mandag blevet ramt af en skærpet lovgivning om våbenbesiddelse.
De to mænd straffes med fængsel i henholdsvis fem år og tre måneder samt fem år for forsøg på at komme i besiddelse af to skydevåben.
Dommen indebærer desuden, at mændene skal udvises til hjemlandet Afghanistan.
Dermed holder Vestre Landsret fast i de domme, som Retten i Aarhus afsagde tidligere i år.
Landsretten finder det bevist, at de to mænd 7. juli i fjor havde til hensigt at komme i besiddelse af en revolver og en pistol, der var gemt i en tagrende ved Familieskolen i Tilst.
Men de to mænds plan blev forpurret af politiet.
Østjyllands Politi havde forinden fået et anonymt tip om de gemte våben, og ordensmagten havde erstattet våbnene med en hæftemaskine.
Samtidig havde politiet opsat overvågningsudstyr, så man kunne komme på sporet af, hvem der skulle have våbnene.
Det er politiets opfattelse, at de to bandefolk, der begge er i 20’erne, skulle bruge våbnene som led i en verserende konflikt med en bande i Brabrand.
Det var en konflikt, der for alvor blussede op i forsommeren sidste år, og som i flere tilfælde førte til skudepisoder og voldelige konfrontationer.
Umiddelbart inden episoden ved Familieskolen var loven blevet skærpet.
Dels blev minimumsstraffen for besiddelse af skydevåben hævet fra fængsel i et år til to år.
Dels kan straffen fordobles i forhold til det normale i sager om våben, hvis forbrydelsen indgår i en voldelig konflikt mellem eksempelvis bander.
Begge de dømte har under sagen nægtet sig skyldige. I forbindelse med dommen i byretten anførte forsvarsadvokat Berit Ernst, at straffen efter hendes mening var “skudt langt over målet”.
/ritzau/