SønderJyske Motorvej mandag morgen.
Ved tre større sammenstød på Sønderjyske Motorvej mandag formiddag var i alt fire lastvogne og 11 personbiler involveret.
To mænd fra Tinglev-området på henholdsvis 70 og 81 år blev dræbt. De var kørende sammen i en bil, som blev klemt mellem to lastbiler, oplyser politiet.
Ud over de tre hoveduheld, der alle skete omkring klokken ni, var der adskillige mindre uheld på motorvejen med skrammede og bulede biler til følge.
– Det kan blive tåget eller diset igen i aften og nat. Husk at tænde alt lyset på bilen, sænk hastigheden og hold afstand, lyder opfordringen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
DMI havde mandag morgen varslet tæt tåge på Fyn og i Jylland, og i Sønderjylland advarede politiet tidligt mandag om sigtbarhed helt ned til 60 meter.
Politiet kunne imidlertid melde om, at bilisterne i morgentrafikken kørte for hurtigt og for tæt, og at nogle havde glemt at tænde baglygterne.
Ud over sammenstødene på Sønderjyske Motorvej skete der tre harmonikasammenstød på Lillebæltsbroen.
Også Sydøstjyllands Politi har været aktiveret med hele 11 færdselsuheld. I alt 47 biler var involveret, og 15 mennesker kom til skade. I to tilfælde var det alvorligt.
/ritzau/