Arkivfoto
15 personer, der torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør i en større narkosag, er alle blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser Særlig Efterforskning Vest (SEV), som er politiets særlige enhed mod organiseret kriminalitet i Jylland og på Fyn, i en pressemeddelelse.
I alt 20 personer blev anholdt, da politiet onsdag slog til i en stor, koordineret europæisk aktion. 16 blev anholdt i Danmark – 15 af dem i Horsens-området og en enkelt i Himmerland.
Desuden blev tre personer anholdt i Sverige og en i Holland.
Torsdag blev 15 af de anholdte fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De blev altså alle fængslet i foreløbig fire uger.
En person i Holland og en person i Sverige er fængslet med henblik på udlevering til Danmark.
De anholdte mistænkes af politiet for at være en del af en stor international narkoring, der har smuglet flere ton hash, som blandt andet er endt i Danmark.
Under aktionen onsdag blev der beslaglagt omkring 900 kilo hash. Undervejs i efterforskningen har politiet i alt beslaglagt 1,7 kilo hash og 11 kilo kokain.
Desuden har man fundet store pengebeløb.
Hvor store beløb, det drejer sig om, er uvist. Det oplyses heller ikke, hvor i Europa hashen har været opbevaret, eller hvor man beslaglagde den.
Den nøjagtige sigtelse mod de fængslede i Danmark kendes ikke, ligesom det ikke har været muligt at få oplyst, hvordan de stiller sig til sigtelserne, eller om de kærede fængslingerne til landsretten.
– Det er det gode samarbejde på tværs af kreds- og landegrænser, der gør, at vi har kunnet optrevle så stor en narkoorganisation og få en meget stor mængde narko væk fra gaden, sagde politiinspektør Brian Olsen, der er leder af SEV, onsdag.
Politiet oplyste desuden i forbindelse med indsatsen onsdag, at der er foretaget en lang række ransagninger og undersøgelser i andre lande. De aktioner har også ført politiet på sporet af andre narkosager med andre gerningsmænd.
I de andre sager er der samlet blevet beslaglagt yderligere 500 kilo hash, 42 liter amfetaminolie, der svarer til cirka 60 kilo amfetamin, 20 kilo kokain, to kilo heroin og 88 kilo amfetamin.
/ritzau/