Christiansborg
Den omfattende lockout af cirka 120.000 statsansatte, der onsdag blev varslet af innovationsminister Sophie Løhde (V), er historisk.
– For første gang nogensinde har en storkonflikt ramt alle sektorer på én gang, siger Flemming Ibsen, professor emeritus ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.
– Man har slet, slet ikke set denne type konflikt før, og der er ingen tvivl om, at lockouten vil ramme borgerne voldsomt hårdt.
Tidligere har ansatte i regioner og kommuner været ramt af konflikter i forbindelse med overenskomstforhandlinger, men det har aldrig været tilfældet med statsansatte.
Det skyldes blandt andet, at medarbejderne i staten tidligere har været tjenestemandsansatte, mens mange i dag er ansat på overenskomst.
Den omfattende lockout vil få store dele af staten til at lukke ned, medmindre parterne indgår et forlig før den 10. april.
Blandt andet vil dele af tog- og flytrafikken blive forstyrret eller helt lammet, mens undervisningsområdet også vil blive hårdt ramt.
Det fremgår af en gennemgang af strejkevarslerne, som Finansministeriet har foretaget sammen med de øvrige ministerier.
– Formålet med så omfattende lockouter er, at de skal være hurtigt overstået. Finansministeriet satser på at tømme strejkekasserne hurtigt, så fagforeningerne bliver tvunget tilbage til forhandlingsbordet, siger Flemming Ibsen.
Lærerlockouten i 2013 varede 25 dage og påvirkede op mod 67.000 lærere, der blev forhindret i at udføre deres arbejde. Ifølge Flemming Ibsen vil den varslede lockout næppe vare lige så længe.
– Det er en helt anden strategi denne gang. Nu er formålet at gøre det kort og beskidt, siger Flemming Ibsen.
Den varslede lockout kan træde i kraft den 10. april. Det er seks dage efter, at de faglige organisationers strejker kan begynde.
/ritzau/