Arkivfoto
ROSKILDE: Politiet har tirsdag formiddag anholdt en 23-årig og en 24-årig mand fra Roskilde og yderligere en 24-årig mand fra Taastrup – de er alle sigtet for væbnet røveri.
De tre anholdte sigtes for et røveri mod firmaet Harald Nyborg, Industrivej, Roskilde, der fandt sted den 21. november sidste år kl. 1921, hvor der blev truet med skydevåben til udlevering af kontanter.
Politiet har efterforsket ovennævnte røveri og flere andre røverier igennem en periode, hvor fremgangsmåden typisk har været, at røverierne er lavet ved lukketid.
Efterforskningen fortsætter omkring de anholdte, og det kan ikke afvises, at de også sigtes for andre røverier, der er lavet under lignende omstændigheder.
Politiet er tilfredse med, at efterforskningen nu har ført til konkrete resultater, men der er stadig et stort arbejde foran med efterforskningen af dette og de øvrige røverier.
Politiet kan ikke sige yderligere om røverierne i øjeblikket.
De tre anholdte fremstilles i Retten i Roskilde tirsdag kl. 1330. Det forventes, at anklagemyndigheden vil kræve lukkede døre ved grundlovsforhøret.