Bil stjålet: Uforsigtig bilist lod nøglen sidde i


Arkivfoto


MARIBO: En hurtig biltyv stjal mandag morgen en bil der holdt i tomgang.

Mandag morgen blev en bil stjålet fra en adresse i Maribo. Bilen holdt i tomgang, mens ejeren lige var væk fra bilen et øjeblik for at ordne et ærinde, men da hun kom tilbage kort efter, var bilen væk.

Imidlertid lå kvindens telefon også i bilen, og via den kunne bilen spores.

Det betød, at politiet et par timer senere fandt frem til bilen og to mænd på 44 og 58 år fra hhv. Nakskov og Maribo. De blev begge anholdt og sigtet for biltyveri.

Desuden fandt politiet amfetamin på den 44-årige, og han blev derfor også sigtet efter lov om euforiserende stoffer og for at køre i påvirket tilstand.