To mænd anklages for at sælge 300 farlige kopier af iPhone


Arkivfoto


Det verdensberømte æble og typografien i “iPhone” lignede den ægte vare, men det var svindel, hævder anklagemyndigheden i en sag ved Københavns Byret.

Ovenikøbet blev forbrugernes helbred sat på spil. Der var brandfare forbundet ved brug af kopitelefonerne, fremgår det af tiltalen mod to forretningsmænd.

I alt blev det til import og forsøg på import af 506 kopier af mobiltelefoner til en vejledende udsalgspris på 2,6 millioner kroner, lyder påstanden i sagen.

Kopitelefonerne blev indført fra Emiraterne (UAE), og dermed skete der en særlig grov krænkelse af Apple Inc’s ophavsret, mener anklagemyndigheden.

Det lykkedes ifølge tiltalen for forretningsmændene at fuppe andre til at købe over 300 af kopitelefonerne, hævdes det.

Begge tiltalte, der er henholdsvis 24 år og 27 år, nægter sig skyldige i bevidst at have importeret og videresolgt falske iPhones, og samme holdning indtager mændene til de øvrige anklager i tiltalen.

Sagen blev indledt forleden, og i byrettens kalender er der yderligere 16 retsmøder, før dommen ventes afsagt i juni.

Dommeren og de to domsmænd skal blandt andet vurdere, om der er beviser for, at mændene en dag i efteråret 2012 narrede en chauffør fra GLS-Danmark til at aflevere 1350 Nokia-telefoner. De havde hverken bestilt eller betalt for varerne, som var bestemt for et firma, de intet havde noget at gøre med, hævdes det.

Desuden er den ældste af mændene anklaget for både momssvig og skattesvindel for i alt 9,8 millioner kroner i forbindelse med sit virke som direktør i et handelsselskab på Nørrebro i København.

Såfremt retten ikke er overbevist om disse beskyldninger, tiltales den 27-årige i stedet for groft hæleri.

I alt 11,5 millioner kroner skal han have overført til vekselbureauet Dan Cash Investment ApS., hvorfra pengene enten blev omvekslet til euro eller blev hævet af flere hjælpere, påstår anklagemyndigheden.

Netop dette vekselbureau har – ligesom flere andre vekselbureauer – været under anklage af Bagmandspolitiet for storstilet hvidvask af kriminelle penge. Tiltalen blev dog afvist af Østre Landsret sidste sommer, fordi selskabet ikke længere eksisterede.

/ritzau/