Politiet: Falsk politimand på spil i Esbjerg


Arkivfoto


Efter en sag i en grøntforretning i Esbjerg advarer politiet i Syd- og Sønderjylland om en mand, der udgiver sig for at være politimand uden at være det.

Bed om legitimation, og ring til politiet, hvis du er i tvivl, siger vagtchef Bjørn Pedersen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fredag eftermiddag klokken 16.50 kom en mand ind i en grøntforretning i Esbjerg og sagde, at han kom fra politiet.

Manden bad om lov til at se forretningens videoovervågning i forbindelse med “en sag om stjålne dankort”.

– Han fik besked om, at forretningens ejer ikke var til stede, og at han kunne komme igen om en halv time. Det gjorde han ikke, og derfor ringede ejeren herop (til politiet, red.), siger Bjørn Pedersen.

Politiet har set billeder af manden og konstateret, at der ikke er tale om en politimand.

– Det er ikke en, vi kender som kollega, siger vagtchefen.

Det er baggrunden for, at politiet nu advarer om, at en falsk politimand tilsyneladende har været på spil.

Hvad manden ville have ud af at se forretningens billeder fra videoovervågningen, er ikke lige til at gennemskue.

– Umiddelbart virker det underligt. Det må stå hen i det uvisse, hvad han kunne få ud af det, siger Bjørn Pedersen.

Manden, der fredag henvendte sig i grøntforretningen, er 35-40 år. Han har lyst skæg på overlæbe og hage.

I forretningen legitimerede han sig med noget, der lignede et politiskilt.

Politiet opfordrer forretningsdrivende og andre til at bede om at se legitimation, hvis de får lignende henvendelser, og til at kigge ordentligt på den pågældendes id-kort.

– Hvis de er i tvivl, bør de ringe til politiet, siger Bjørn Pedersen.

/ritzau/