Arkivfoto
Med en stegepande angreb en røver tilbage i november 2016 en 62-årig mand i hans hjem i det nordlige Aarhus. Offeret havde ingen penge, og gerningsmanden flygtede fra stedet uden udbytte.
Nu har Østjyllands Politiet efter mere end et års efterforskning fundet frem til den mand, som formodentlig stod bag røveriet.
Og det var lidt af en tilfældighed, som førte til gennembruddet.
– I forbindelse med en sag om indsmugling af khat er der blevet taget en dna-prøve fra manden, og den har givet et match med noget dna, som er fundet på stegepanden, fortæller kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.
Khat er en ulovlig plante, som indeholder et euforiserende stof, der frigives ved at tygge på planten. Brugen af khat er navnlig udbredt i Somalia.
Den anholdte mand er 29 år og fra Aarhus. Han er dansk statsborger.
På baggrund af dna-resultatet har anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi valgt at fremstille manden i grundlovsforhør.
Det er foregået fredag formiddag ved Retten i Aarhus. Her har en dommer bestemt, at den 29-årige skal varetægtsfængsles i foreløbig fire uger.
På grunden af mandens mentale tilstand skal fængslingen ikke ske i en almindelig arrest, men på en psykiatrisk afdeling.
/ritzau