60-årig stedfar sigtes for at have voldtaget steddatter


Arkivfoto


En 60-årig mand vil i et grundlovsforhør torsdag blive krævet varetægtsfængslet for voldtægt mod sin steddatter.

Det oplyser vicepolitiinspektør Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi.

Manden er sigtet for at have voldtaget steddatteren, der var under 12 år. Det skal være sket for år tilbage. Politiet ønsker ikke at oplyse omfanget af overgreb.

Politiet anholdt manden onsdag formiddag og har altså besluttet, at der er grundlag for at kræve ham fængslet.

Grundlovsforhøret vil blive holdt i Retten i Kolding torsdag morgen, og anklageren vil begære lukkede døre.

Manden sigtes efter den paragraf, der omhandler voldtægt ved samleje med barn under 12 år. I straffelovens forstand er der altid tale om voldtægt, når man forgriber sig seksuelt på et barn under 12 år.

/ritzau/