Advokat forgreb sig i årevis på datters veninde


En mands pædofile forbrydelser har allerede haft konsekvenser. For hans egen søn vil ikke længere kendes ved ham.

– Jeg fik en sms fra ham forrige år. Han har slået hånden af mig. Han vil ikke se mig længere, fortæller en 56-årig tidligere advokat onsdag ved Retten i Næstved.

Her har en domsmandsret nu også udmålt de strafferetslige konsekvenser af mandens ugerninger: fængsel i 15 måneder samt frakendelse af retten til at arbejde som advokat.

Fra 2002 til 2010 forgreb han sig jævnligt på en pige, som var omkring otte år, da uhyrlighederne begyndte. Det foregik i mandens hjem i Tappernøje, hvor pigen indimellem overnattede. Pigen var veninde med hans datter.

På det tidspunkt arbejdede manden på et advokatkontor i Roskilde. Her har han arbejdet indtil for få år siden. I de senere år som flexjobber efter at en blodprop i 2009/2010 umuliggjorde hans virke som advokat.

Når datterens veninde var på besøg, gav manden den lille pige “massage”.

Men der var ikke bare tale om et par tryk i nakkemusklerne. Pigen var nøgen og blev masseret over hele kroppen af manden. Også nær de intime områder.

– Jeg gav hende massage over hele kroppen. Og det skulle jeg ikke have gjort. Det ved jeg godt. Jeg har nok en bedre forståelse af det i dag, end jeg havde dengang, fortæller manden.

Retten i Næstved vurderer, at “massagen” er en overtrædelse af straffelovens bestemmelse, som forbyder andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år.

Der blev desuden begået flere blufærdighedskrænkelser. Blandt andet fordi manden på sit badeværelse installerede et skjult kamera, som optog pigen, når hun var i bad.

En anden pige blev også optaget på kameraet. Hun var fire år ældre og blev nogle gange passet af manden. Han var ven med hendes mor, som var enlig. Og når hun skulle ud for sig selv, var pigen indimellem hos advokaten.

I begyndelsen af onsdagens retsmøde blev manden afhørt, og han indrømmede uden forbehold, at han havde forgrebet sig på den anden pige også. Alligevel blev han frifundet for den del af anklagen.

Forholdene omkring blufærdighedskrænkelse mod den ældre pige er nemlig underlagt en forældelsesfrist på fem år, regnet fra hendes 18-års fødselsdag. Dermed blev den del af sagen forældet i 2014, og det var først i 2015, at sagen blev anmeldt.

Det var den yngste piges mor, som gik til politiet. Det førte til, at manden blev anholdt, og hans computer blev beslaglagt. På computeren blev der fundet en betydelig mængde børneporno. 1099 billeder og en video.

Manden bor ikke længere i Tappernøje, men er flyttet til Slagelse, hvor han i dag er arbejdsløs. Han overvejer nu, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/