Arkivfoto
Småbørn i de boligområder, der står på regeringens ghettoliste, skal i daginstitution. Hvis ikke de kommer det, skal børneydelser til familien standses.
Sådan lyder et element i regeringens ghettoudspil ifølge Kristeligt Dagblad. Avisen har set et notat fra Børne- og socialministeriet med fem elementer, der udgør regeringens udspil på området.
Det ene er et element om en gratis plads i en daginstitution til alle børn på et år, der bor i et boligområde, som optræder på regeringens ghettoliste.
Børnene bliver indskrevet obligatorisk. Hvis barnet ikke benytter den tilbudte plads tilstrækkeligt, skal kommunen ifølge avisen “træffe afgørelse om at standse børneydelser”.
Derudover vil regeringen indføre et loft over antal børn i daginstitutioner fra en gruppe udsatte boligområder.
Enhver daginstitution må højest optage 30 procent børn fra boligområder, der de seneste tre år har været på regeringens ghettoliste.
Reglerne skal gælde for både kommunale, selvejende og private institutioner.
Kristeligt Dagblad har ikke kunne få en kommentar fra børne- og socialminister Mai Mercado (K).
Venstres socialordfører, Carl Holst, forsvarer elementerne, selv om “de ikke er inden for rammerne af den liberalistiske ideologi på alle leder af kanter”.
– Nogle vil sikkert mene, at det er ‘ikke-grundtvigsk’, at børn med en bopæl i et udsat boligområde skal indskrives i et 30-timers dagtilbud, når de fylder et år, siger han.
– Men jeg mener, at det er inden for rammerne af Venstres liberale grundopfattelse. Det bygger på det folkelige fællesskab, og der er initiativerne nødvendige for at sikre sammenhængskraften.
Han kalder dog loftet for andelen af børn fra udsatte boligområder “ret vidtgående”.
/ritzau/