Arkivfoto
En mand blev mandag sendt i fængsel for grov vold og besiddelse af narko.
Den dømte er en 22-årig mand og han blev idømt et års fængsel ved Retten i Kolding.
Han var tiltalt for grov vold ved den 3. november 2017, kl. 22.15 ud for Old Irish i Fredericia at have slået en 21-årig kvinde i hovedet med en vodkaflaske og skubbet hende flere gange, samt slået en 28-årig mand i hovedet med en glasflaske, hvor flasken gik i stykker.
Den tiltalte nægtede at have slået pigen i hovedet med en flaske.
Han erkendte at have slået manden i hovedet med flasken, men mente, at dette var sket i nødværge/selvforsvar.
På baggrund af vidneforklaringerne, herunder særligt forklaringerne fra de to forurettede, blev han fundet skyldig i overensstemmelse med tiltalen og retten fandt ikke, at der havde været tale om nødværge.
Han blev også dømt for at have været i besiddelse af 6,04 gram kokain med henblik på videreoverdragelse og for fem færdselsforseelser.
Han blev idømt 1 års fængsel, der også indeholder 164 dages reststraf fra en prøveløsladelse tilbage i december 2016.
Ved straffastsættelsen lagde retten vægt på, at den tiltalte tidligere var straffet flere gange for vold.