Medier: Øksemand bag overfald i fængslet


Øksemanden ved Retsmedicinsk Institut kort efter anholdelsen


To fængselsbetjente kom mandag til skade, da de delte mad ud til de indsatte i Politigårdens Fængsel.

Det oplyser vagtchef Michael Andersen, Københavns Politi.

Ifølge vagtchefen slog en af de indsatte ud efter en betjent, hvorved noget kogende vand på madvognen væltede ned over en anden betjent og skoldede hans ben.

Betjenten er kørt til behandling for et brandsår, oplyser Michael Andersen.

Ifølge DR Nyheder og Ekstra Bladet skal overfaldsmanden være en 29-årig mand, der i sidste uge blev anholdt og varetægtsfængslet for et økseoverfald i Birkerød ved København.

Københavns Politi har ingen kommentarer til, hvem manden er.

Overfaldet i Birkerød skete på en tankstation, hvor et ungt par på 19 år fik flere slag. Kvinden fik kraniebrud og sår på hals, ryg og den ene hånd. Hendes kæreste fik sår i hovedet, på skulderen, ryggen og en hånd.

Overfaldet vurderes af anklagemyndigheden som drabsforsøg.

Den 29-årige flygtede fra stedet og blev efterlyst af politiet, der har betegnet ham som farlig.

Han blev for en uge siden anholdt i en sexklub i Istedgade i København efter en intens menneskejagt og varetægtsfængslet.

Forinden havde han nået at begå et bankrøveri i Danske Bank i Ringsted, mener anklagemyndigheden.

I forbindelse med hans varetægtsfængsling 20. februar blev det besluttet, at han skal mentalundersøges.

/ritzau/