Gerningsstedet på Kobbelvænget i Brønshøj, april 2017
Det var kulminationen på en længerevarende strid, da en 38-årig mand en morgen i april sidste år dræbte sin kone og tre børn i Brønshøj.
Sådan siger manden, der har afghanske rødder, mandag i Retten på Frederiksberg.
– Vi (manden og hans kone, red.) skændtes hele tiden. Hun havde lovet min datter væk til en mand i Afghanistan. Det ville jeg ikke have.
– Jeg mistede kontrollen over mig selv den morgen. Jeg var ikke mig selv, jeg var drevet fuldstændig til vanvid, efter alle de ting hun sagde til mig, siger den nu 39-årige mand i retten mandag.
Her bliver han stillet til ansvar for den nærmest ufattelige forbrydelse, han erkender at have begået.
Efter at være blevet kaldt ud til en anmeldelse om husspektakler i Brønshøj fandt politiet således fire døde personer.
Der var tale om tre børn og deres mor.
Moren var 36 år gammel, mens børnene var henholdsvis 15, 13 og 3 år gamle.
Mistanken rettede sig øjeblikkeligt mod børnenes far. Han var til stede i lejligheden, da politiet kom frem.
I et grundlovsforhør senere samme dag tilstod han forbrydelsen. Det gør han også i Retten på Frederiksberg mandag.
Ifølge en mentalundersøgelse var den 39-årige ikke sindssyg i gerningsøjeblikket, men har siden udviklet psykotiske symptomer, siger anklager Stine Winther i retten mandag.
Det er netop det punkt, forsvaret vil forsøge at afdække i forbindelse med retssagen mod manden.
– Jeg kommer ikke til at bestride, hvorvidt min klient er skyldig i drabene. Spørgsmålet er, om han var sindssyg, da han gjorde det, siger forsvarsadvokat Asser Gregersen i retten mandag.
Her fortæller den 39-årige ligeledes, at han forsøgte at begå selvmord, efter at han havde dræbt sin kone og børn, men at pistolen, han brugte, ikke længere virkede.
Sagen mod danskafghaneren er rejst som en nævningesag. Der er afsat fire retsdage i Retten på Frederiksberg til sagen frem mod 14. marts.
Tidligere har lignende sager givet fængsel på livstid.
Blandt andet i 2011, hvor en far blev idømt fængsel på livstid for drab på sin hustru og parrets to børn i Greve.
/ritzau/