Tysk turist på fisketur finder stjålet kirkesølv


Arkivfoto


En tysk turist fandt tyvekoster, da han søndag eftermiddag var ude at fiske i Alssund mellem Als og Jylland ved Sønderborg.

Det oplyser vagtchef Bjørn Pedersen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Mens han gik og fiskede, kiggede han ned i vandet, og der så han noget, der glimtede. Det viste sig at være en alterkalk, siger vagtchef Bjørn Pedersen.

Alterkalken er det bæger, som vinen serveres i ved altergangen i kirken.

Politiet fik anmeldelsen om den tyske turists fund ved 17-tiden søndag.

Der er efter al sandsynlighed tale om en alterkalk, som tidligere på året blev stjålet fra Asserballe Kirke i Augustenborg på Als.

– Det må være den. Ingen har endnu identificeret den, men den har indgraveret kirkens navn, siger Bjørn Pedersen.

Ved indbruddet i kirken blev der ud over alterkalken også stjålet andre værdifulde ting, blandt andet 37 alterbægre og en oblatdåse, der også bruges ved altergangen.

Der er ikke oplysninger om værdien af kirkesølvet, som kirken ifølge oplysninger i TV Syd fik som gave i 1967. Men alterkalken var ifølge vagtchefen langt det mest værdifulde.

Mandag vil lokalpolitiet afgøre, om politiet vil undersøge det sted, hvor den tyske lystfisker gjorde sin “fangst”, i et forsøg på at finde de øvrige tyvekoster fra indbruddet.

/ritzau/