16-årig valgte at blive under voldelig kidnapning af par


Arkivfoto


En 16-årig dreng erkender fredag at have været til stede, da et ungt par i oktober blev taget til fange og udsat for grov vold og afpresning.

Men den unge mand nægter sig skyldig i tiltaler om frihedsberøvelse, vold og afpresning. Han indrømmer dog, at han heller ikke forsøgte at forlade stedet.

– Jeg blev ikke tvunget til at blive, men det var svært at gå. Der er et kodeks. Man går bare ikke, siger den 16-årige i Retten på Frederiksberg fredag.

Den unge mand i hvid skjorte og sort blazer vil kun forholde sig til sin egen rolle i anklagerne og svarer med tydelig modvilje på anklager Johnnie Nymann Jensens spørgsmål.

Den 16-årige er en del af en gruppe på fem unge mænd i alderen 15 til 19 år, der er tiltalt for at frihedsberøve, afpresse og udøve grov vold mod det unge par i oktober.

Alle fem nægter sig skyldige.

To af de tiltalte, en 17-årig dreng og en 19-årig mand, ønsker ikke at udtale sig i retten.

En af de tiltalte, en 15-årig dreng, erkender ligesom den 16-årige, at han var til stede under episoden, og at “man ikke bare går”.

Den 15-årige ville ikke svare på spørgsmål fra anklageren og svarede kun på enkelte spørgsmål fra sin forsvarsadvokat.

Den sidste af de tiltalte, en anden dreng på 16 år, vil ikke udtale sig om sin rolle i kidnapningen, eller om han var til stede.

Kvinden, der var gravid på det tidspunkt, blev i løbet af kidnapningen tvunget til at ryge en joint.

Hendes kæreste blev ligeledes i flere omgange slået, sparket og brændt med en lighter, fremgår det af anklageskriftet.

Her beskrives det, hvordan de fem unge ved at true med kniv tilbageholdt parret ved Føtex i Vanløse 11. oktober.

Formålet med tilfangetagelsen var angiveligt at få penge ud af parret. Et beløb på mellem 10.000 og 15.000 kroner.

Derfor blev mandens søster og mor flere gange ringet op og truet til at aflevere pengene.

Senere blev parret flyttet til en kælder på Skolen Sputnik.

Pengene kom aldrig, og ved midnatstid blev det unge par igen flyttet tilbage til Føtex.

Efter endnu en tur tilbage til Skolen Sputnik lykkedes det parret at slippe væk.

De unge fik ingen penge – udbyttet var alene parrets telefoner.

Ved Retten på Frederiksberg er der frem mod 5. april afsat fem retsdage til sagen.

En af de tiltalte, en 15-årig dreng, er ikke dansk statsborger. Ud over fængsel kræves han udvist af Danmark.

/ritzau/