Ung Levakovic med 21 domme bag sig – nu kræves han udvist


Arkivfoto. Santino Levakovic (tv) og Jimmi Levakovic (th) foran Højesteret. De er henholdsvis søn og nevø af Gimi Levakovic.


Ikke mindre end 21 gange tidligere har danske domstole stået ansigt til ansigt med den 29-årige Jimmi Levakovic og vurderet, at han var skyldig.

Den 22. gang skal det imidlertid være slut. Det mener anklagemyndigheden ved Københavns Politi, der kræver det unge medlem af den berygtede Levakovic-klan udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år.

– Inden for de seneste ti år er han blevet idømt 21 domme. Jeg mener ikke, det er forkert at sige, at han har tilrettelagt sin livsførelse på kriminalitet, siger anklager Camilla Overlund onsdag i Københavns Byret.

Sammen med tre medlemmer af en anden familie, Sarakezi-klanen, er Jimmi Levakovic tiltalt for samlet set 56 forhold. Levakovic tegner sig for de 35.

De to alvorligste forbrydelser er et tricktyveri og et røveri begået mod henholdsvis et ældre ægtepar og en 66-årig kvinde i København.

I begge tilfælde bluffede gerningsmændene sig ind hos de ældre ofre under påskud af, at de var VVS-folk.

Men hos den 66-årige udviklede tyveriet sig ifølge anklagen til et røveri, da offeret blev tilbageholdt på sit badeværelse ved brug af trusler.

– Det var så slemt for hende, at hun har fået angst. Siden røveriet har hun ikke kunnet holde ud at være på sit badeværelse, siger anklager Camilla Overlund.

Jimmi Levakovic, der er kroatisk statsborger, er født og opvokset i Danmark, hvor han også har kone og tre mindreårige børn.

Alligevel mener anklageren, at det nu er på sin plads med det røde kort. Det sker først og fremmest med henvisning til den tiltaltes lange synderegister.

– Han er ikke på arbejdsmarkedet, og han har ingen uddannelse. Han lever af at begå kriminalitet. Man må sige, at han er dårligt – hvis overhovedet – integreret i Danmark, siger Camilla Overlund.

Ifølge forsvarer Michael Juul Eriksen kan udvisning dog ikke komme på tale.

Han påpeger, at anklagemyndigheden aldrig tidligere har fundet anledning til at kræve den 29-årige udvist. Kroatens forbrydelser har nemlig aldrig været særligt grove.

– Det, Jimmi plejer at gøre, er at begå tyverier. Han har aldrig nogensinde begået et røveri i hele sit liv, siger Juul Eriksen.

Desuden betegner han Jimmi Levakovic’ tilknytning til hjemlandet som svag.

– Han har kun været i Kroatien på et kortere ferieophold, siger advokaten.

Hvis den 29-årige Levakovic udvises, vil han ifølge Ekstra Bladet være det femte medlem af Levakovic-klanen, der udvises for kriminalitet i Danmark.

Foreløbigt er familiens overhoved, den såkaldte sigøjnerboss Gimi Levakovic, gået fri. Senest besluttede Højesteret i maj 2016, at det ville være i strid med menneskerettighederne at udvise den i dag 48-årige forbryder.

Dommen i sagen mod Jimmi, der er nevø af Gimi, ventes onsdag eftermiddag. Ud over udvisning kræves han idømt fængsel i to år og ti måneder.

/ritzau/