Arkivfoto
Glostrup Ret idømte tirsdag tre mænd på 32, 18 og 16 år for hver deres rolle i 50 tyverier og tre røverier fra supermarkeder og tankstationer på Sjælland.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Den 32-årige skal i fængsel i et år og fire måneder. Den 18-årige blev idømt ni månders fængsel, mens den yngste blev idømt syv måneders betinget fængsel.
En stor efterforskning med gennemgang af en lang række sjællandske butikstyverier førte tirsdag til dom mod tre mænd for hver deres rolle i et større sagskompleks med 50 tyverier og seks røverier fra supermarkeder og tankstationer i de fire politikredse, som dækker København, Nordsjælland, Midt- og Vestsjælland og Københavns Vestegn.
Efterforskningen viste, at de tre gerningsmænd ret opsigtsvækkende åbenlyst gik ind i butikker, fyldte store kurve med varer – blandt andet ca. 5.000 energidrikke – og slæbte dem væk uden at betale.
Tyvene standsede først deres forbrydelser, da Københavns Vestegns Politi fik identificeret og varetægtsfængslet to af dem.
Den 18-årige er fra Ballerup blev varetægtsfængslet den 26. oktober 2017 efter en planlagt anholdelses- og ransagningsaktion, og den 32-årige fra Smørum blev varetægtsfængslet den 5. december 2017. Drengen på 16 år er fra Ballerup og blev ikke varetægtsfængslet grundet hans alder.
De tre dømte flere gange fik hjælp af andre medgerningsmænd, som efterforskere har identificeret og sigtet for deres andele i tyverierne, også de vil snart blive sat under tiltale.
– Vi har under hele efterforskningen ment, at der var tale om omfattende tyverier, som de tiltalte gennemførte i fællesskab for at sælge de stjålne varer videre til butikker og private, siger senioranklager Danni Richter Larsen, Københavns Vestegns Politi.
Tyverierne blev begået fra maj til december 2017 mod supermarkeder og tankstationer i Søborg, Bagsværd, Albertslund, Brønshøj, Vanløse, Skovlunde, Roskilde, Herlev, Rødovre, Jyllinge, Stenløse, Gentofte, Brøndby, København, Hvidovre, Ishøj, Lyngby, Holbæk, Ballerup, Hellerup, Valby, Vig, Allerød, Veksø og Værløse.
Tyverier blev til røverier
Flere gange blev butikspersonale truet af tyvene, da de skred ind over for de åbenlyse tyverier:
– I de sager, hvor gerningsmændene truede personalet, har vi rejst en mere alvorlig tiltale efter straffeloven – nemlig for røverii – og det har Glostrup Ret også straffet dem for, siger seniorranklager Danni Richter Larsen.
Den 18-årige dømte, som er serbisk statsborger, blev betinget udvist af Danmark.
De tiltalte modtog dommen.