Kvinde anmelder to mænd for voldtægt – en er anholdt


Arkivfoto


En 29-årig kvinde har anmeldt, at hun natten til torsdag i sidste uge blev voldtaget af to mænd i Herlev.

Københavns Vestegns Politi har anholdt en 33-årig mand i sagen. Han bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Ifølge politikommissær Ole Nielsen har der ikke været tale om en overfaldsvoldtægt, men af hensyn til efterforskningen vil han på nuværende tidspunkt ikke afsløre flere detaljer om sagen.

– Jeg kan sige, at der ikke er tale om en overfaldsvoldtægt, og at det ikke er foregået i et privat hjem, siger Ole Nielsen.

Dermed vil han altså ikke afsløre mere om, hvor voldtægten skulle være foregået.

Mandag eftermiddag bliver Retten i Glostrup sat, og her vil anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi kræve, at retten varetægtsfængsler den 33-årige mand.

Ifølge politikommissæren har efterforskerne en idé om, hvem den anden formodede gerningsmand er. Politiet arbejder på at finde og anholde ham.

/ritzau/