Arkivfoto
En 19-årig mand er indlagt til behandling på Rigshospitalet i København med knivstik.
Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi René Jensen natten til mandag.
Den 19-årige mand ankom selv til skadestuen på Amager Hospital i bil med en kammerat omkring klokken 00.30.
Efterfølgende blev han fragtet til Rigshospitalets Traumecenter med ambulance.
Ifølge den centrale efterforskningsleder har han indtil videre ikke været særlig meddelsom.
– Efter at vi har snakket med ham, er det stadig ret svært at finde ud af, hvad der er op og ned i det her, siger René Jensen.
Politiet vurderer, at den 19-årige ikke er i livsfare.
– Han er blevet stukket i mave- og benregionen, men umiddelbart er det ikke så alvorligt. Der er ikke blevet stukket dybt, siger efterforskningslederen.
Politiet mangler fortsat at afhøre den 19-årige mand igen samt den kammerat, han ankom til skadestuen sammen med.
– Vi mangler stadig både et gerningssted og en gerningsmand, siger René Jensen.
Ifølge ham er det endnu for tidligt at sige, om hændelsen kan være banderelateret.
– Umiddelbart har jeg ikke noget belæg for at kunne sige noget om det, siger han.
/ritzau/