Fem års fængsel for vold og drabsforsøg 


Arkivfoto


NÆSTVED: En 53-årig mand dolkede 9. november sidste år sin 19-årige stedsøn i ryggen med en 20 cm lang kniv, den 19-årige blev stukket da han forsøgte at forsvare sin mor.

Retten i Næstved har torsdag fundet en 53- årig mand skyldig i blandt andet drabsforsøg mod sin 19-årige stedsøn. Et enigt nævningeting fandt det bevist, at tiltalte havde stukket sin stedsøn i ryggen med stor kraft med en kokkekniv med en klinge på 20 cm, og at stikket blandt andet medførte sammenfald af begge lunger og gennemskæring af et ribben.

Otte af rettens medlemmer fandt, at den tiltalte havde gjort sig skyldig forsøg på drab.

Et af retten medlemmer fandt det ikke bevist, at der var tale om et drabsforsøg, men derimod at tiltalte var skyldig i kvalificeret vold efter straffelovens § 245.

Samtlige rettens medlemmer fandt det bevist, at tiltalte derudover var skyldig i vold efter straffelovens § 244, ved at have tildelt sin daværende hustru en lussing i ansigtet.

Den tiltalte 53-årige mand blev straffet med fængsel i 5 år for både knivstikket og volden mod sin daværende hustru. Retten lagde ved strafudmålingen i formildende retning vægt på, at tiltalte straks efter havde ydet førstehjælp og tilkaldt en ambulance.