Fire unge sigtet i ny børnepornosag


Arkivfoto


Østjyllands Politi har sigtet fire unge mennesker i forbindelse med deling af en video med seksuelt indhold med en 13-årig pige og en 14-årig dreng, begge fra Aarhus.

Sagen begyndte den 12. januar, hvor Østjyllands Politi blev bekendt med, at der florerede en sexvideo med mindreårige blandt unge i den nordlige del af Aarhus. Videoen blev første gang delt den 11. januar via et socialt medie og er derefter blevet delt videre til et endnu ukendt antal unge mennesker.

– Vi er i fuld gang med at efterforske sagen og har foreløbigt sigtet fire unge mennesker i alderen 14-16 år. Flere kan følge efter, som vores efterforskning skrider frem. Vi opfordrer kraftigt til, at man henvender sig til os, hvis man modtager den pågældende video, og at man under ingen omstændigheder deler den med andre, siger politiinspektør René Raffo, Østjyllands Politi.

De fire sigtede er alle fra Aarhus. Der er tale om en 14-årig dreng, en 14-årig pige, en 15-årig dreng og en 16-årig dreng.

Med henblik på at forebygge, at videoen bliver delt videre blandt de unge, har Østjyllands Politi indledt et samarbejde med Nationalt Cybercrime Center (NC3) og været i dialog med flere sociale medier og Aarhus Kommune.

Da sagen er under efterforskning, har Østjyllands Politi ikke yderligere kommentarer til sagen.