Peter Madsen skal sidde fængslet frem til dom


Arkivfoto


Den drabstiltalte Peter Madsen er gået med til, at hans fængsling forlænges frem til dom. Det oplyser hans advokat, Betina Hald Engmark, til Ekstra Bladet.

– Jeg har skrevet til anklagemyndigheden, at min klient er indstillet på en frivillig fristforlængelse, siger forsvareren.

Planen var egentlig, at en dommer onsdag skulle have vurderet, om der fortsat var grund til at holde den 47-årige ubådsbygger bag tremmer. Men i kraft af Madsens beslutning er retsmødet nu aflyst.

Den frivillige forlængelse betyder samtidig, at Madsen er fængslet frem til dom i sagen. Den begynder ved Københavns Byret 8. marts.

– Som sagen ligger, hvor der er rejst tiltale og berammet retsmøder, så ved min klient godt, at det er usandsynligt, at retten skulle vælge at løslade ham på nuværende tidspunkt, siger Betina Hald Engmark til Ekstra Bladet.

– Nu må vi vente og se, hvad der sker. Vi håber selvfølgelig på en fair og retfærdig rettergang.

Peter Madsen har indtil videre kategorisk afvist politiets påstand om, at han har dræbt den svenske journalist Kim Wall. Han nægter også anklagen om, at 14 knivstik i Walls underliv betyder, at motivet er seksuelt.

Omvendt erkender han at have parteret liget og smidt det i vandet. Kvindens død skyldes ifølge Madsen en ulykke om bord på ubåden.

Anklagemyndigheden mener, at Madsen skal straffes med fængsel på livstid. Der er afsat 12 dage til retssagen. Det sidste planlagte retsmøde er 25. april.

/ritzau/