Arkivfoto
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen udråber nu ikke-vestlig indvandring til den største udfordring for Danmark.
Det sker i forbindelse med præsentationen af Socialdemokratiets udspil til et nyt asylsystem med navnet “Vi skal hjælpe flere og mere” på Christiansborg.
– Vi kommer med udspillet, fordi vi som resten af det danske samfund kan se, at vi har store udfordringer med integrationen.
– Det er efter vores opfattelse den største udfordring i det danske samfund nu, siger Mette Frederiksen.
Hun peger på, at udviklingen er sket med stor fart, og nu bliver politikerne nødt til at skride ind. Ellers vil det danske velfærdssamfund ikke kunne opretholdes i sin nuværende form:
– Den danske befolkning har ændret sig med stor hast. I 1980 havde én procent ikke vestlig-baggrund. Nu er tallet lidt over otte procent. Så hurtigt har befolkningen ikke ændret sig på noget andet tidspunkt i nyere tid, siger Mette Frederiksen.
Socialdemokratiet foreslår konkret et stop for spontan asylsøgning i Danmark.
Det betyder, at man ikke længere kan rejse til Danmark og bede om asyl, hvorefter man bliver indkvarteret i Danmark mens asylansøgningen behandles.
I stedet kan asylsøgere sendes til lejre i eksempelvis Nordafrika, og der skal indføres et loft over, hvor mange ikke-vestlige personer, der kan komme til Danmark via asylsystemet og familiesammenføring.
Det vil dog ikke betyde, at Danmark hjælper færre flygtninge, understreger Mette Frederiksen.
Hun peger på, at hver gang der i dag bliver brugt 135 kroner på asylsøgere i Europa, bliver der kun brugt én krone på at hjælpe flygtninge i nærområderne:
– Det her er et opgør med, hvad det vil sige at være humanist. Hvis vi laver et nyt asylsystem, så kan vi hjælpe mange flere, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/