Betjent skyder kamphund under kaotisk anholdelse i Aarhus


Arkivfoto


En kamphund er blevet skudt og dræbt af politiet i det vestlige Aarhus søndag aften i forbindelse med det, politiet betegner som en kaotisk anholdelse.

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov.

Omkring klokken otte søndag aften får en patrulje øje på en eftersøgt mand på Kappelvænget i Aarhus Vest. Der er tale om en 26-årig mand, som er udeblevet fra afsoning af en længere fængselsdom.

– Da betjentene anholder ham, stimler en større menneskemængde sig sammen på stedet og forsøger at befri den anholdte. De prøver at rive ham løs fra betjentene, siger Per Bennekov.

Anholdelsen foregår på en parkeringsplads, og på kort tid er der samlet både en større menneskemængde samt en større politistyrke på stedet.

– På et tidspunkt er der en person, som pudser en kamphund på politiet. Så opstår der en del tumult, og i den forbindelse bliver kamphunden sluppet løs og begynder at bide til højre og venstre, siger vagtchefen.

– Det er temmelig kaotisk, og den går til angreb på politiet. Men inden den når at bide, er der en af betjentene, som skyder og dræber den med to skud, siger han.

Ifølge Per Bennekov lagde skuddet en dæmper på situationen, og politiet kunne efterfølgende anholde tre personer.

Foruden den 26-årige eftersøgte mand er der tale om en 18-årig mand, der bliver sigtet for trusler mod politiet, samt en 29-årig mand. Den 29-årige bliver ligeledes sigtet for trusler mod politiet samt forsøg på at befri en anholdt.

/ritzau/