Betjente gjorde scoop: Opsøgte cykeltyv og fandt stort narkolager


Arkivfoto


En 43-årig mand fra Viby blev onsdag af Retten i Aarhus idømt en straksdom på halvandet års ubetinget fængsel.

Sagen begyndte tirsdag kl. 13.59, hvor Østjyllands Politi blev opmærksom på, at der stod en stjålet el-cykel uden for en adresse i Viby.

Betjentene havde fået at vide, at en beboer i opgangen var set trække rundt med el-cyklen.

Det fik Østjyllands Politi til at opsøge manden, som selv åbnede døren for betjentene.

Og hvad der var startet som en sag om en stjålet cykel udvikledes sig nu hurtigt.

Politiet fandt nemlig ikke bare el-cyklen og tillige en stjålet knallert men også et større lager af narko.

Den 43-årige mand blev således fundet i besiddelse af fem bøtter med 670 gram amfetamin, en pose med 136 gram hash, en plade hash på 62 gram, et større antal pølsemandsposer, nogle ulovlige dopingmidler, to digitalvægte, en røggranat, en ulovlig nytårsraket og noget sort krudt.

På baggrund af fundene blev den 43-årige anholdt og sigtet for i alt fem forhold: For besiddelse af narko med henblik på overdragelse, brugstyveri af en el-cykel, brugstyveri af en knallert, overtrædelse af fyrværkeriloven og for overtrædelse af forbud mod visse dopingmidler.

Manden blev dagen efter fremstillet i retten, hvor han fik en straksdom på halvandet års fængslet, primært på baggrund af det første forhold om besiddelse af narko, som han erkendte.
Den 43-årige blev kørt til afsoning umiddelbart efter grundlovsforhøret. Han ankede ikke dommen.