Postbil bakkede henover kvindelig fodgænger


Arkivfoto


ASNÆS: Tirsdag eftermiddag blev en 70-årig kvinde fløjet til Rigshospitalets Traumecenter efter at være blevet kørt over af en varebil fra Post Nord.

Tirsdag eftermiddag kl. 14.02 skete et færdselsuheld ved Asnæs Centret, hvor en bil fra PostNord bakkede henover en kvinde, der endte med at ligge under bilen.

Den tilskadekommende, en 70-årig kvinde fra Grevinge, blev i helikopter bragt til behandling på Rigshospitalet for benbrud, det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Føreren af postbilen, en 35-årig kvinde fra Grevinge, slap fysisk uskadt fra uheldet, Politiet tilkaldte bilinspektør til stedet for undersøgelse af ulykken og først kl. 16.17 var alle undersøgelser afsluttet.