Arkivfoto
Fire mænd er ved Retten i Herning dømt for røveri mod en 49-årig pusher, der efterfølgende faldt ned fra et trapperepos og omkom.
Hændelsen fandt sted ved narkohandlerens lejlighed i Hammerum ved Herning 25. august 2016.
Sagen blev først efterforsket som en drabssag, men politiet kunne ikke bevise, at de fire mænd forårsagede den 49-åriges død.
To af mændene er idømt et år og tre måneders fængsel, mens en tredje – en mand med srilankansk statsborgerskab – er idømt et års fængsel og betinget udvisning.
Sidstnævnte er en tillægsstraf, da manden i forvejen havde en dom for blandt andet trusler og tvang.
Endelig er den fjerde mand idømt en dom til behandling. Han vurderes at lide af skizofreni.
Der var fem tiltalte i sagen, men den ene af dem dukkede ikke op under retssagen. Han menes at opholde sig i udlandet, og sagen mod ham er nu blevet udskilt.
Alle tiltalte blev løsladt i august sidste år, efter at det stod klart, at der ikke længere var tale om en drabssag.
Retten lægger til grund, at de fem mænd opsøgte den 49-årige pusher, væltede ham omkuld og frarøvede ham 24.000 kroner og cirka 30 gram heroin samt piller og en vægt.
Efterfølgende flygtede mændene hen til en bil, som vidner så køre derfra i høj fart.
Forinden var den 49-årige mand faldet ned fra et trapperepos i anden sals højde. Han blev kort tid efter konstateret død.
Mændene brød ikke ind i pusherens hjem, men blev ifølge rettens vurdering budt ind. Derfor var der juridisk set ikke tale om et såkaldt hjemmerøveri, som normalt udløser strengere straffe.
Tre af de dømte har modtaget dommen, mens en fjerde har udbedt sig betænkningstid.
/ritzau/