Arkivfoto
To nordjyder var ikke færdige, da de i oktober 2016 havde banket en 36-årig mand så voldsomt, at han havde pådraget sig et tredobbelt kraniebrud og en blødning i hjernen.
Vestre Landsret har tirsdag kendt de to mænd skyldige i drabsforsøg.
Retten finder det nemlig bevist, at de tiltalte efter de omfattende voldshandlinger overhældte offeret med benzin for at brænde ham af.
Et trafikuheld kom dog i vejen for, at drabet blev udført.
Det brutale overfald fandt sted under et drikkelag på en landejendom ved landsbyen Elling uden for Frederikshavn 23. oktober 2016.
Her indfandt den 36-årige mand sig sammen med sin 50-årige svigerinde.
Der blev drukket vodka, og det var angiveligt den 36-årige selv, der begyndte at dele øretæver ud til nogle af de tilstedeværende.
Det medførte, at manden blev banket med et værktøj, en stjernegaffelnøgle, og fik tre kraniebrud og en blødning i hjernen.
Desuden blev han stukket i maven med en spids genstand.
Det var således i bevidstløs tilstand, at han blev hevet ind bag i en VW Transporter, hvor han blev overhældt med benzin.
Anklagemyndighedens teori er, at han skulle køres væk og brændes af. Men planen blev forpurret, da bilen kørte galt undervejs.
Sagen blev ikke mindre spektakulær af, at den 50-årige svigerinde efterfølgende blev fundet død på en nærliggende mark.
Politiet mener dog ikke, at hun var blevet udsat for en forbrydelse, men at hun snublede og omkom som følge af en blanding af kulde og alkohol.
De to mænd, 42-årige Tom Christian Jensen og 49-årige Kent Clausen, har nægtet sig skyldige i drabsforsøg. Men først Retten i Hjørring og nu Vestre Landsret kender dem begge skyldige.
Domstolene er desuden enige om, hvordan forbrydelsen skal straffes.
Ligesom byretten idømmer Vestre Landsret Kent Clausen seks et halvt års fængsel, mens Tom Christian Jensen får syv år bag tremmer.
/ritzau/