Dansker tiltalt for at dræbe kæreste på hotel i Spanien


Arkivfoto


En 54-årig mand fra Amager er i Spanien blevet tiltalt for at have dræbt sin kæreste på et hotelværelse på Costa del Sol i 2015.

Det skriver Ekstra Bladet, som er i besiddelse af anklageskriftet mod manden.

Anne, der var 40 år, blev 21. juni fundet død i et værelse på BQ Andalucia Beach Hotel i Torre del Mar øst for Málaga.

Samme dag blev manden anholdt, og han har siddet varetægtsfængslet siden, skriver eb.dk.

Aftenen før mødtes parret med nogle venner i en bar i Torre del Mar. Her kom de ifølge anklageskriftet op at skændes, hvilket fik Anne til at vende hjem til hotelværelset.

Da manden ud på natten kom tilbage til hotellet fortsatte skænderiet. Det endte med, at manden strangulerede Anne med en mobiloplader, fremgår det ifølge eb.dk af anklageskriftet.

Efterfølgende henvendte manden sig i hotellobbyen og fortalte direktøren, at hans kæreste var bevidstløs og ikke trak vejret. Han forklarede, at han ikke kunne huske, hvad der var sket, fordi han var fuld.

Både den tiltalte og hans kæreste havde ifølge tiltalen drukket store mængder alkohol og taget kokain.

Ifølge lokale medier nægter manden sig skyldig, men det vil hverken hans advokat eller hans bror bekræfte over for Ekstra Bladet.

Anklagemyndigheden vil have manden dømt for overlagt drab. Sagen kommer for et nævningeting i februar.

/ritzau/