Præst erkender seksuelt forhold til dreng under 18 år


Arkivfoto


En frikirkepræst, der er tiltalt for at have forgrebet sig på otte unge fra en menighed i Silkeborg, erkender at have haft et seksuelt forhold til en af dem.

– Vi blev venner og fik et meget tæt forhold, også uden for kirken, siger den 30-årige præst.

Forholdet til drengen bestod ifølge præsten i, at de onanerede hinanden og havde oralsex.

Det var først, da drengen fyldte 18, at de ifølge præsten havde analt samleje.

Drengen har ifølge anklager Mette Møller oplyst, at de har haft seksuelt samkvem mellem 50 og 100 gange.

Præsten mener, at det korrekte antal nok er omkring 50.

Han er også tiltalt for at have formået den pågældende dreng til at have oralsex med drengens halvbror. Men det afviser han pure at have nogen andel i.

Han betoner også, at forholdet til drengen var frivilligt, og at han ikke truede drengen til noget.

Det stemmer ikke helt med anklagerens opfattelse.

Mette Møller siger, at præsten skal have truet med, at de unge angiveligt ville blive besat af dæmoner eller ikke kunne opnå det evige liv, hvis de ikke makkede ret.

Men det afviser den tidligere frikirkepræst.

– Bibelen har ikke eksempler på, at mennesker kommer og besætter andre mennesker med dæmoner. Der er nåde, der er kærlighed, siger han.

En anden beskyldning, den tiltalte ikke genkender, er anklagen om at have stukket en finger op i skeden på en pige under 18 år.

Den samme pige har hævdet, at præsten skal have stukket en hårbørste op i hendes skede.

Sidstnævnte forhold kan præsten ikke helt afvise.

– Jeg kan huske episoden, for hun lavede sjov med det resten af dagen og kaldte det en Pussy Brush. Men jeg kan ikke huske, om det var mig eller S (en af de andre unge fra menigheden, red.), der gjorde det, siger den tidligere præst.

Han har tidligere på dagen forklaret, at han ikke vidste, at han som præst ikke må have et seksuelt til unge under 18 år, som er betroet ham til undervisning eller opdragelse.

Der falder dom i sagen til marts.

/ritzau/