Mand dømt for voldtægt af kvinde på Mændenes Hjem


Arkivfoto


En 38-årig mand er fredag blevet idømt tre år og seks måneders fængsel i Københavns Byret for grov voldtægt af og vold mod en kvinde.

Han er desuden blevet udvist for bestandig. Det oplyser anklager Lene Hjort.

Den dømte mand og kvinden var bekendte. Det var sidste sommer, at manden frihedsberøvede kvinden i omkring to timer på et værelse på Mændenes Hjem i København.

Det skete fra omkring midnat natten til 14. juli sidste år. Her voldtog han kvinden og udøvede grov vold mod hende.

Han tog blandt andet kvælertag på hende og slog hende i hovedet med en flaske. Han truede hende desuden med en saks og med at slå hende ihjel.

Den 38-årige mand, der tidligere er straffet, ankede dommen på stedet. Manden, der kommer fra Somalia, har boet i Danmark i mere end 20 år.

/ritzau/