Bageren fra Tingbjerg købte benzin men nægter bilbrand


Den 19-årige bageriejer Ali Parnian nægter sig skyldig i en anklage om, at han sammen med en ven skal have sat ild til en stjålet bil på en grusvej i Værløse i en aften i november i 2016.

Han blev sat af ved sin lejlighed, før hans 20-årige kammerat alene lod bilen gå op i røg, fortæller han i Østre Landsret fredag.

Ali Parnian er blevet landskendt, efter at en gruppe maskerede og køllebevæbnede mænd i weekenden hærgede hans bageri i Tingbjerg. Bageren tror, at det drejer sig om beskyttelsespenge, har han fortalt i medierne.

Det fik politikere på Christiansborg til offentligt at bakke op om bageren. Mette Abildgaard (K) iværksatte en indsamling, og Inger Støjberg (V) tog under stort presseopbud på besøg i det ødelagte bageri.

Torsdag kom det så frem, at Parnian selv er indblandet i en straffesag. Han blev frifundet, da sagen i oktober blev behandlet ved Retten i Lyngby.

Hans kammerat tilstod og blev idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste. Dertil fik han en betinget udvisning.

Den dom har Statsadvokaten i København valgt at anke. Foruden påstanden om fængselsstraf kræver anklagemyndigheden de to unge mænd udvist.

Ali Parnian er tiltalt for at have afbrændt bilen, mens hans kammerat både anklages for at have stjålet den og sat den i flammer.

I landsretten fredag forklarer den 19-årige bageriejer, at han blev hentet fra skole af sin kammerat, som fortalte, at han havde købt bilen for 5000 kroner af sin svoger. Af den grund vidste han ikke, at bilen var stjålet.

Sammen kørte de to unge mænd rundt på Nørrebro i København og til Roskilde, hvor de besøgte en ven. De købte to liter benzin på en tankstation samt gazebind og håndsprit i Netto, hvilket blev betalt med Ali Parnians dankort.

Og herefter blev den unge bageriejer sat af ved sit hjem, påstår han. Han havde ingen anelse om, hvad kammeraten senere ville bruge de indkøbte varer til.

For så vidt angår hærværket i bageriet, så er politiet i gang med at efterforske. Her har vicepolitiinspektør Torben Svarrer sagt, at der tegner sig et “broget billede”.

Fredag har Jyllands-Posten desuden skrevet, at Ali Parnians far er indblandet i en form for en konflikt, hvor den tidligere ejer af bageriet i Tingbjerg har anmeldt faren for forsøg på afpresning.

/ritzau/