Arkivfoto
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har sigtet en 16-årig dreng for affyre fyrværkeri mod brandvæsnet nytårsnat. Han har erkendt sig skyldig, oplyser politiet.
Det var i Ringparken i Slagelse, at en brandbil fra Slagelse Brand og Redning nytårsnat blev beskudt af en person, som løb efter bilen. Episoden blev fanget af tv-kameraer.
Og nu har politiet fundet frem til den dreng, som altså har indrømmet at stå bag.
– Det er godt gammeldags politiarbejde, hvor vi har foretaget afhøringer, eftersøgt vidner og gennemgået overvågning, som har gjort, at vi har fundet frem til ham, fortæller vicepolitiinspektør Allan Holm.
Han siger, at politiet med sigtelsen ønsker at sende et klart signal om, at den form for opførsel er uacceptabel.
Dog har politiet alene valgt at rejse en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. En anden mulighed havde i teorien været en sigtelse for overtrædelse af straffelovens paragraf 119.
Den handler blandt andet om vold mod offentligt ansatte og er for eksempel blevet brugt, når demonstranter har angrebet politiet.
– På baggrund af omstændighederne, blandt andet at ingen har været i fare, og at brandfolkene ikke selv registrerede, at de blev beskudt, har vi efter en juridisk vurdering valgt at rejse sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
En overtrædelse af ordensbekendtgørelsen udløser en bøde. Havde der derimod været tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 119, kunne en fængselsstraf være kommet på tale.
Nytårsnat var der flere steder i landet, hvor politi og brandfolk oplevede at blive beskudt med fyrværkeri. Ud over i Slagelse skete det også i København, Roskilde, Hvidovre, Taastrup og i Albertslund.
Også i Aarhus var der flere tilfælde, hvor brandfolk blev beskudt af fyrværkeri.
Nytårsdag kaldte Danske Beredskaber den adfærd, som brandfolkene havde mødt flere steder nytårsnat, for “fuldstændig vanvittig”.
/ritzau/