Narkoring sprængt: Seks anholdt i stor politiaktion


Arkivfoto


KØBENHAVN: Seks personer er onsdag blevet anholdt. De er alle mistænkt for at være bagmændene til større narkonetværk. Der er sket anholdelser i både Danmark og i Sverige. 

Efter længere tids efterforskning af netværk, der har indsmuglet og distribueret hård narkotika, har politiets regionale efterforskningsfællesskab, Særlig Efterforskning Øst, onsdag foretaget anholdelse af fem mænd i alderen 22 til 25 år i det storkøbenhavnske område.

Derudover er der foretaget anholdelse af en 38-årig mand i Sverige med assistance fra de svenske myndigheder.

Alle seks personer mistænkes for at have en rolle i et netværk, der har forestået indsmugling og distribution af større mængder hård narkotika. I forbindelse med aktionen er der ransaget 14 adresser, som de anholdte har tilknytning til.

Under disse ransagninger er der beslaglagt et større kontantbeløb, en mindre mængde dopingmidler, kommunikationsmidler, kaliber 38 ammunition, peberspray, stikvåben, en strømpistol samt udstyr til forarbejdning og ompakning af narkotika.

I forbindelse med efterforskningen af sagen blev der, ved andre personer end de i dag anholdte, i starten af december beslaglagt ca. seks kilo kokain, og der er i den forgangne periode foretaget anholdelse samt fængsling af tre personer.

Der er til denne del af efterforskningen beslaglagt en del beviser hvilket, udover de seks kg. kokain, omfatter bla. 600.000 kroner i kontanter, der blev fundet ved en udenlandsk statsborger så sent som i sidste uge.

Den kommende tids efterforskning skal nu klarlægge, i hvilket omfang de personer, der er anholdt i forbindelse med dagens aktion ligeledes skal sigtes og tiltales for at have medvirket til indsmuglingen af den allerede beslaglagte kokain.

Der forestår nu yderligere efterforskning i sagen, og politiet kan ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser i sagen.

Fem af de anholdte vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør i retten i Glostrup med krav om fængsling. Den 38-årige mand vil blive fremstillet i retten i Sverige. Anklagemyndigheden vil i forbindelse med morgendagens fremstillinger i retten i Glostrup begære dørlukning.