Tiltale: Peter Madsen mishandlede Kim Wall før drab


Arkivfoto


Inden Kim Wall blev dræbt i august, mishandlede drabstiltalte Peter Madsen den kvindelige svenske journalist.

Det mener anklagemyndigheden, fremgår det af anklageskriftet mod ubådsbyggeren.

Anklagemyndigheden rejste 16. januar tiltale mod Peter Madsen. Her kom det frem, at anklagemyndigheden ser drabet som en planlagt og forberedt forbrydelse.

Af anklageskriftet fremgår det også, at Peter Madsen medbragte adskillige remedier på ubåden. Ifølge anklageren tog den drabstiltalte sav, kniv, tilspidsede skruetrækkere, stropper, strips og rør med.

Ifølge tiltalen brugte han redskaberne til at binde Kim Wall ved hovedet samt på arme og ben. Desuden mishandlede han hende ved at slå hende samt stikke og snitte i hende. Herefter slog han hende ihjel, lyder anklagen.

Han er desuden tiltalt for usømmelig omgang med lig, da han efterfølgende skal have parteret liget, stukket hende flere gange og spændt et bælte med et rør om hendes torso.

Desuden er Peter Madsen anklaget for at have sat strips og rør på hendes arme og lagt hovedet i en pose med et rør. Det skete med henblik på, at ligdelene skulle forblive på havbunden, lyder det i anklageskriftet.

Peter Madsen er også tiltalt for andet kønsligt forhold end samleje. Det skyldes, at han ifølge anklagen stak og snittede hende 14 gange i og omkring kønsdelene.

Af anklageskriftet fremgår det, at han slog hende ihjel på ukendt vis – muligvis ved kvælning eller halsoverskæring.

Den drabstiltalte ubådsbygger har fra begyndelsen nægtet sig skyldig i at have dræbt den svenske journalist.

Først forklarede han, at hun var blevet ramt i hovedet af en tung luge og var død. Senere forklarede han, at han ikke kendte dødsårsagen.

Hans forsvarer, Betina Hald Engmark, oplyste i forbindelse med tiltalerejsningen, at Peter Madsens stillingtagen i sagen er uændret.

Specialanklager Jakob Buch-Jepsen ønsker tirsdag ikke at kommentere anklageskriftet. Han henviser til sine udtalelser på et pressemøde i forbindelse med tiltalerejsningen 16. januar.

– Der er efter anklagemyndighedens opfattelse tale om en ekstrem grov sag.

– Og af hensyn til Kim Walls pårørende og af hensyn til, at sagen ikke skal føres forud for hovedforhandlingen i retten her i medierne, så ønsker anklagemyndigheden ikke at gå yderligere i detaljer med anklageskriftet, sagde han på pressemødet.

Retssagen mod Peter Madsen begynder 8. marts i Københavns Byret.

/ritzau/