Seks personer er i nattens løb blevet behandlet på skadestuen i Aalborg efter et natligt knivslagsmål i Fjerritslev, oplyser Nordjyllands Politi.
Alle tilskadekomne er ifølge politiet søndag formiddag meldt uden for livsfare.
Politiet meldte i første omgang ud, at slagsmålet havde udspillet sig på diskotek Crazy Daisy, som ligger i Nygade. Men det var forkert. Det fandt sted rundt om hjørnet på Café Asbjørn i Vestergade.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 02.35.
Et par timer senere valgte politiet at anholde fem personer. De er mellem 29 og 46 år gamle.
Nordjyllands Politi har endnu ikke oplyst, hvad der skal ske med de anholdte.
Politiet har to muligheder. Enten skal de løslades efter endt afhøring – inden 24 timer efter anholdelsen, eller også skal de stilles for en dommer. Den afgørelse vil blive truffet af anklagemyndigheden.
/ritzau/