Arkivfoto
BRABRAND: En 19-årig mand blev torsdag aften særdeles hidsig, og kastede sig ud i fysisk modstand, da han blev standset af politiet på Edwin Rahrs Vej.
Klokken var 21.42, torsdag aften, da en patrulje besluttede at stoppe en mistænkelig bil på vejen. I bilen sad tre personer, heriblandt den 19-årige mand, der sad på passagersædet og lignede en, der var påvirket af stoffer.
Nøglen sad i tændingen, men ingen af personerne sad bag rattet. Omstændighederne fik betjentene til at mistænke den 19-årige for at have været føreren af bilen – og så blev der ballade.
Den unge mand var noget fortørnet over at blive stoppet og nægtede at samarbejde med politiet. Han råbte af betjentene, og da de ville anholde ham med en sigtelse for narkokørsel og besiddelse af stoffer, gjorde han modstand og forsøgte at vride sig fri. Det lykkedes ham dog ikke, og betjentene fik ført ham over i politibilen.
Inde på stationen blev han visiteret, og her fandt man en klump hash i buksebenet, som han blev sigtet for at besidde. Desuden blev han sigtet for at modsætte sig anholdelsen. Sigtelsen for narkokørsel blev dog frafaldet, da politiet ikke kunne bevise, at det var ham, der havde kørt bilen.