Arkivfoto
En 16-årig dreng er i kritisk tilstand, efter at han fredag aften blev ramt af en bil på Lolland. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
– Vi formoder, at det er en cyklist, der er stået af sin cykel og står i vejkanten på en mørk vej, siger vagtchef Anders Mikkelsen.
– Og han bliver så ramt af en bil, der passerer ham, siger han.
Politiet formoder, at bilisten måske blev forstyrret af en modkørende bil.
– Der har muligvis været en anden bil, så de to biler har blændet hinanden, og så har man ikke kunnet se cyklisten, siger Anders Mikkelsen.
Ulykken skete på Græshavevej i Søllested på Lolland. Politiet fik anmeldelsen om hændelsen klokken 21.20 fredag aften.
Den 16-årige er bragt til Rigshospitalet, og hans pårørende er underrettet.
/ritzau/