Palæstinenser udvist og idømt syv år for menneskehandel


Arkivfoto


For snart tre år siden slog politiet til mod 62 adresser på Sjælland, Lolland og Falster og anholdt 95 personer i en omfattende sag om udnyttelse af rumænske statsborgeres identitet til fup og svindel.

Fredag er en af de sidste brikker i sagen faldet på plads. Østre Landsret har idømt en 49-årig mand fra Syrien syv års fængsel i sagen. Straffen er en af de hårdeste i hele sagskomplekset, som i sin tid fik kaldenavnet “Hvepsebo”.

Taha Dabour er kendt skyldig efter straffelovens paragraf om menneskehandel. Den er taget i brug, fordi der er tale om udnyttelse af andres svaghed til at begå kriminalitet.

I sagen blev fattige rumænere lokket til Danmark med løfter om – hvis ikke guld og grønne skove – så i hvert fald et arbejde. I Danmark fik de et cpr-nummer, sygesikringsbevis, bankkonto og NemID.

Alt dette brugte bagmænd til at oprette selskaber i rumænernes navne, og så blev der ellers købt både telefoner, benzin og begået skattesnyd. For millioner.

Østre Landsret vurderer efter alt at dømme, at Taha Dabours rolle har været af sådan en karakter, at han skal have en af de hårdeste straffe, som er givet i sagskomplekset. Den hårdeste straf lyder på 7 år og 11 måneder.

Præmissen for landsrettens afgørelse blev dog ikke læst op i forbindelse med fredagens domsafsigelse, men anklager Susanne Andersen antager, at der er tale om en stadfæstelse af byrettens dom fra i fjor.

Ud over fængselsstraffen er Taha Dabour udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandig. Men da han er statsløs palæstinenser fra Syrien vil udvisningen næppe kunne effektueres foreløbig.

Med fredagens dom er 22 personers sag endelig afgjort. En person er dømt i byretten, men er i mellemtiden rejst ud af landet, så hans ankesag ikke er blevet behandlet.

Derudover har bagmandspolitiet to sager – en mod en revisor og en mod en advokat – som heller ikke er afgjort endnu.

/ritzau/