53-årig mand er dømt for trusler mod Joachim B. Olsen


Arkivfoto


En 53-årig mand fra Frederiksværk er ved Retten i Hillerød dømt for trusler fremsat på Facebook mod folketingsmedlem for Liberal Alliance Joachim B. Olsen.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Den 53-årige, der ikke er tidligere straffet, har fået en betinget dom på 30 dages fængsel. Det sker, efter at han i april 2017 skrev en direkte besked til Joachim B. Olsen på Facebook.

I beskeden stod der, at han ville give Liberal Alliance-politikeren “en på tuden”, hvis han mødte ham.

Joachim B. Olsen er glad for, at manden fra Frederiksværk er blevet dømt og tager til efterretning, at det blev en betinget dom.

– Det er ikke i orden, at man truer demokratisk valgte folketingsmedlemmer med vold, fordi man ikke kan lide deres synspunkter og holdninger. Det er uacceptabelt, siger Joachim B. Olsen.

Joachim B. Olsen oplever med jævne mellemrum trusler, siger han.

– Af principielle årsager sender jeg alle trusler videre til politiet. Hverken folketingsmedlemmer eller andre borgere skal finde sig i det, lyder det.

Trusler mod folkevalgte på sociale medier er et voksende fænomen.

Tidligere på ugen valgte den konservative gruppeformand, Mette Abildgaard, også at politianmelde en borger, der havde chikaneret hende.

Under et telefonopkald i december kaldte han hende for “en klam luder”.

Dagen efter opkaldet valgte Mette Abildgaard at lægge den angivelige gerningsmands navn og billede på Facebook.

Hun udsendte desuden skærmbilleder fra en Facebook-gruppe, hvor manden hævder, at han står bag opkaldet.

Og for under en uge siden valgte hun altså at politianmelde manden.

/ritzau/