Drone nedkaster flåde til nødstedte drenge i Australien


Arkivfoto


To australske svømmere blev torsdag de første, som er blevet reddet i havet af en drone. Den flyvende, ubemandede livredder kastede en lille redningsflåde ned til de to nødstedte teenagere i et oprørt hav.

Australien er førende i brugen af den nye teknologi i forbindelse med redningsoperationer for surfere. Snesevis af droner er sat ind ved strandene forskellige steder på det australske kontinent.

De to drenge, som torsdag blev reddet ved den formentligt første drone-redningsoperation, var blevet fanget i tre meter høje bølger ud for Lennox Head i New South Wales, nær grænsen til Queensland.

Mennesker inde på stranden havde slået alarm til livvagter. De alarmerede dronepiloten, der hurtigt sendte dronen med redningsflåden ud til de to drenge.

– Det lykkedes mig at få den i luften, flyve den ud til stedet og nedkaste flåden på mellem et og to minutter, siger livvagten Jai Sheridan til Gold Coast Bulletin.

De to drenge er uskadte, men noget udmattede, hedder det i lokale medier.

Ud over at finde nødstedte svømmere og nedkaste redningsudstyr, anvendes droner til at spore hajer og brandmænd i vandet.

Computersystemer er blevet udviklet til at skelne mellem tusindvis af forskellige genstande, dyr og fisk, som er blevet optaget med dronekameraer.

Softwareprogrammer kan genkende en haj med over 90 procent sikkerhed. Sikkerheden ved genkendelse med det blotte øje er på omkring 16 procent.

På en del af de australske strande er der opsat hajnet. Men de ikke giver megen sikkerhed i forhold til sonarteknologi og droner, fastslår regeringen.

/ritzau/AFP