Se video fra urolighederne: Fodboldfans trækker Danmark for menneskeretsdomstol


København den 10. oktober 2009 – se mange flere optagelser længere nede i artiklen.


Politiet gjorde intet galt, da betjente i 2009 anholdt tre aarhusianske fodboldfans i København.

Det vurderede Vestre Landsret, da den i 2011 frifandt politiet i en sag om præventive anholdelser. Men de tre mænd stiller sig ikke tilfredse med den lange næse, de fik i retten.

De mener, at deres menneskerettigheder er blevet krænket. Nu skal sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Mændene vil ikke være til stede ved høringen, der bliver afholdt onsdag. Men det vil hele 17 dommere derimod.

I Europa må man ikke frihedsberøve mennesker vilkårligt, vurderer advokat Claus Bonnez, der repræsenterer de tre mænd, forud for høringen.

– Vores opfattelse er, at de her mennesker er blevet frihedsberøvet vilkårligt. Det skal vi have domstolens dom over, at det må man ikke, siger han.

Anholdelserne fandt sted 10. oktober 2009. Her var de tre mænd taget til København for at se en fodboldkamp i Parken, der i hedder Telia Parken.

Danmark skulle møde Sverige. Men det var ikke kun på banen, at der var lagt op til kamp.

Forud for mødet med nabolandet havde politiet forberedt sig på, at forskellige hooligangrupper kunne troppe op og skabe uro.

Der blev i alt anholdt 138 personer. Halvdelen blev sigtet for lovovertrædelser.

Bonnez påpeger, at politiet burde have tilbudt fansene, at de eksempelvis kunne blive ledsaget til stadion og undgå anholdelse, som det er set i andre lande.

– Vi vil gerne have en principiel dom på, at sådan må myndighederne ikke opføre sig over for borgerne, siger han.

Mændene, der tidligere havde været i politiets varetægt under andre kampe, var ikke involveret i uroligheder. De havde angiveligt heller ingen planer om det.

Men ordensmagten valgte at foretage såkaldte præventive anholdelser og tilbageholde dem. Politiet mente, at det var nødvendigt for at forhindre uro.

Dengang gav Politiloven mulighed for at frihedsberøve borgere, der ikke kan sigtes for nogen lovovertrædelse i op til seks timer.

Alligevel blev de tre mænd, der er født i 1989, 1982 og 1982 først sluppet fri efter mere end syv timer.

Sagen var for Retten i Aarhus i 2010. Dommen blev herefter stadfæstet i Vestre Landsret.

/ritzau/