Arkivfoto
En kvinde og to mænd fra Aalborg er tirsdag blevet varetægtsfængslet i sagen om drabet på en 30-årig mand ved Randers Regnskov kort før jul.
De tre blev mandag udleveret fra Tyskland, hvor de var blevet pågrebet i nærheden af Neumünster. Alle nægter sig skyldige.
Offeret blev ramt af et enkelt skud i højre øje. Det blev affyret på klos hold, mener politiet.
I et langvarigt grundlovsforhør ved Retten i Randers er de tre blevet fængslet i fire uger. Den yngste, en mand på 19 år, har kæret denne afgørelse til Vestre Landsret. De to andre, en kvinde på 38 og en mand på 36, har derimod ikke appelleret dommerens kendelse.
Forbrydelsen skete ved 22.30-tiden 22. december. Forbipasserende fandt den 30-årige mand liggende død på Tørvebryggen 1.
I forbindelse med efterforskningen ledte politiet efter overvågningsfotos fra en nærliggende McDonalds, men hurtigt fattede betjentene stor interesse for de tre nu fængslede.
Alle tre blev efterlyst med foto, og andre lande fik orientering om sagen. I Tyskland blev trioen set til fods i det indre Flensburg, hvor de steg ind i en Opel med hollandske nummerplader. I bilen sad to andre personer.
Uden stor dramatisk blev samtlige anholdt på motorvejen, hvorefter de blev frihedsberøvet.
Mandag blev de tre så udleveret til Danmark, men hvad de nærmere har sagt om sagen vides ikke. Grundlovsforhøret er foregået bag lukkede døre.
Aarhus Stiftstidende rapporterer dog, at de tre også sigtes for besiddelse af en ni mm pistol. Dette erkendes af den 36-årige mand, mens de to andre nægter.
/ritzau/