Her bliver pressefotografen anholdt af politiet – optagelser fra september 2015.
Pressens tilstedeværelse gjorde det vanskeligt for politiet at få en gruppe på 300 flygtninge og migranter til at forlade den sønderjyske motorvej.
Derfor var det nødvendigt at bede pressen forlade motorvejen, lyder det fra operationsleder Ole Aamann Jessen, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Han fortæller i Retten i Sønderborg om situationen den 9. september 2015, da en gruppe på omkring 300 flygtninge og migranter begav sig på vej til fods ad den sønderjyske motorvej.
– Vi skulle have motorvejen tømt for mennesker, siger han.
– Det var, som om nogle af dem, der gik på vejen, blev opildnet af, at der kom nogen og så på, siger han.
Det førte til, at politiet bad de tilstedeværende pressefolk om at fjerne sig fra motorvejen.
Pressefotograf Martin Lehmann fra dagbladet Politiken afviste at følge politiets anvisning, og han blev efterfølgende anholdt og kørt til arresten i Aabenraa.
Her opholdt han sig nogle timer, inden han blev løsladt igen. Fotografen bestrider at have forstyrret den offentlige orden og siger, at han blot passede sit arbejde som offentlighedens repræsentant.
Men anholdelsen var ifølge operationslederen ikke udtryk for, at man søgte at hindre pressens arbejde.
– Pressen kunne sagtens lave deres arbejde fra sideveje og fra grøfter. Det var ikke noget problem. Vi skulle bare have motorvejen åbnet, siger Ole Aamann Jessen.
Beskeden om at fjerne sig fra motorvejen var ifølge operationslederen også begrundet i pressefolkenes egen sikkerhed.
– Vi fik meldinger om, at der kastedes store vandflasker, men også kasser ned oppe fra motorvejsbroer. Der var fare for, at man kunne få det i hovedet, siger han.
En politiassistent fra Østjyllands Politi var udkommanderet med en deling for at assistere kollegerne Syd- og Sønderjyllands Politi.
Han siger i retten, at bortvisningen af pressen efter hans opfattelse alene handlede om at få gruppen af flygtninge væk.
– Hvis man kunne få pressen væk, var håbet, at flygtningene ville stoppe, siger han.
Modsat operationslederens udsagn var det ifølge politiassistenten ikke tilstrækkeligt, at pressen søgte ud på græsskråningen.
– Ordren var, at det også var en del af motorvejen. De skulle helt væk, siger han.
Retten i Sønderborg har afsat to dage til sagen, og der ventes at falde dom tirsdag.
/ritzau/