Arkivfoto
GRÆSTED: En ellers ustraffet 18-årig mand blev for nyligt idømt en betinget fængselsstraf på 40 dages fængsel, samt 60 timers samfundstjeneste for at brække næsen på en mand med flere knytnæveslag.
Episoden som førte til volden er ikke beskrevet nærmere i domsudskriftet, men det fandt sted på Højager d. 23. januar 2017, kl. 23.25 og der var tilsyneladende ikke helt enighed om hvad der var foregået, da den 18-årige fik plettet sin straffeattest.
Det var dog klart fastslået at det var den 18-årige som opsøgte ofret i en bolig på Højager, og herfra udviklede tingene sig i en uheldig retning. Den 18-årige erkendte blankt fra starten af at have slået ofret flere gange med knytnæver, men mente dog at have forsvaret sig i nødværge mod ofret, men den forklaring blev ikke godtaget af Retten, bla. på grund af at den 18-årige mand netop havde opsøgt sit offer på adressen.
Dertil kom ifølge domsudskriftet ‘ofrets sikre og troværdige forklaring overfor Retten’, mens den 18-åriges forklaring var mere usikker og skiftende omkring hvordan ofret skulle have haft gjort udfald mod den 18-årige mand, derfor afviste Retten pure den unge mands påstand om nødværge.
Dommerne endte med at idømme den 18-årige mand en betinget fængselsstraf på 40 dages fængsel med en prøvetid på to år, samt 60 timers samfundstjeneste som skal være afviklet indenfor seks måneder. Dernæst vil den 18-årige mand også være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.