Modelfoto
Politiet vil i den kommende tid rejse sigtelse mod flere end 1000 personer over hele landet for distribution af børneporno. Der er fortrinsvis tale om unge mennesker, oplyser Rigspolitiet.
De mange sigtede er mistænkt for at have delt to videosekvenser og et billede på Facebooks chatplatform, Messenger. Hos Nordsjællands Politi fortæller politikommissær Henrik Gunst, at der er tale om en ældre sag.
– Det kan jeg bekræfte. Det er det samme materiale, som vi tidligere har set, fortæller politikommissæren.
Tilbage i 2016 blev flere personer straffet med bøde efter at have delt videosekvenser med en nordsjællandsk pige, der gik i folkeskolen. På videoerne blev hun af flere drenge udsat for forskellige seksuelle handlinger.
Efter at de danske sager blev afgjort for to år siden, har Facebook frem til efteråret 2017 registreret flere delinger af de samme videoer. De oplysninger er via de amerikanske myndigheder tilgået det europæiske politisamarbejde, Europol.
Herfra er oplysningerne gået videre til Rigspolitiet og politikredsene, som har arbejdet på at finde frem til identiteten af de mistænkte.
– De oplysninger, som vi i første omgang har fået, er blandt andet Facebook-id og den slags, fortæller politikommissær Robert Jensen fra Københavns Politi.
Hos Rigspolitiets it-efterforskningsafdeling, NC3, fortæller politikommissær, at en betydelig del af de sigtede er piger.
– Vi troede, at det var drenge, som stod bag det, men en femtedel af dem – cirka 200 – er faktisk piger, som har delt videoen, siger han til Berlingske.
Straffeloven forbyder besiddelse og deling af foto og video af personer under 18 år, hvis der er et seksuelt indhold. Også selv om personerne lovligt kan have sex, fra de er fyldt 15 år.
Straffen kan gå fra bøde og op til ubetinget fængsel i to år.
På nær Bornholms Politi har alle landets kredse rejst mistænkte i sagen. Derudover er der en sag i Grønland, og yderligere er der fire sager mod personer, som er udrejst af landet. Alt i alt løber det op i 1005 sigtelser.
Hos Nordsjællands Politi fortæller Henrik Gunst, at man nu skal i gang med at rejse sigtelser mod de mange mistænkte. Samtidig opfordrer han alle – navnlig unge mennesker – til at være varsomme med, hvad man deler.
– Det er vigtigt for os at komme med den opfordring. Der er ulovligt bare at besidde den slags, så det skal væk, lyder det fra Henrik Gunst.
/ritzau/