Mænd kræves fængslet for voldsomme trusler på hospital


Arkivfoto


To mænd har tidligt lørdag opført sig så truende over for personale på Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling, at de senere lørdag vil blive stillet for en dommer i et grundlovsforhør.

De to anholdte er henholdsvis 37 og 34 år. En af mændene er tidligere patient på stedet, men lørdag morgen var han ikke indlagt.

– Der foregår altid ting og sager på en psykiatrisk afdeling. Men det her er i en sådan grad, at politiet er blevet involveret. Det er meget voldsomt, siger Youssef Lharraki, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Youssef Lharraki ønsker ikke at uddybe mændenes opførsel. Men han understreger flere gange, at de var “meget truende”. Dog er ingen kommet noget til.

– I hvert fald ikke fysisk, siger den centrale efterforskningsleder.

Han tilføjer, at der muligvis vil blive rejst yderligere sigtelser, men at de foreløbigt alene er sigtet for trusler.

Politiet blev alarmeret om episoden klokken 05.20. Forventningen er, at grundlovsforhøret finder sted ved middagstid.

/ritzau/